Vores bil har vi købt af den tidligere ambassadør, og den har en nummerplade jeg ikke kan læse. Var faktisk i dag ved at stå ind i den forkerte hvide Toyota Land Cruiser af samme grund. Trafikken her er langt fra kontrolleret som under dansk færdselslov. Rickshaws, cyklister, fodgængere og biler færdes i et mylder forbi hinanden, til gengæld er hastigheden ikke så høj. Da der heller ikke mange parkeringspladser, er det en stor lettelse og luksus at have chauffør. Han kører os fra dør til dør i en dejlig akklimatiseret bil og venter på, at vi skal videre.
Sådan en køretur rundt i Gulshan er ren underholdning, og man får hele tiden øje på noget, man ikke har set før. Jeg så en mand med en stor flettet kurv på hovedet fyldt med levende brune høns, måske på vej til marked. Midt på dagen så jeg et forældrepar siddende i vejkanten på, hvad der svarer til fortovet og deres tre børn liggende på jorden sovende næsten uden tøj på. Jeg så en afspærret vej med et bål midt på vejen og nogle sariklædte kvinder arbejdende omkring. Jeg så midt i en stærkt trafikeret rundkørsel en mand med hans får og to lam græssende på et lille bitte areal med afsvedet græs. Jeg så hundredevis af svedige mænd cyklende på farvestrålende rickshaws med passagerer fra alle samfundsgrupper.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar