Efter 2½ uge med total sortering af det fulde indbo, flytning af møbler til sommerbolig og komplet rengøring af huset var vi for alvor i transit mellem Danmark og Bangladesh. På en måde føltes det helt hjemløst. Ved ankomst til Dhaka blev vi taget storstilet godt imod dels af protokollen, af souschefen fra ambassaden og personalet i residensen. Rigtig god start på vores nye liv. Lidt rundforvirret prøver vi at finde os til rette og har primært brugt tiden på at blive introduceret til indkøbsmuligheder, skolen og klubben. Er ankommet med otte kufferter som egentlig så ud af ret meget i Kastrup lufthavn, men udpakket i vores nye hjem mangler vi hele tiden noget. Desværre er der mindst 5 uger til containeren med vores egne ting ankommer.
Ungerne er dog stadig glade. Ingrid er ovenud begejstret over de mange svømmemuligheder og kan næsten ikke få nok tid i det dejligt varme vand. Astrid glæder sig over at havde fået et stort værelse og har allerede mødt en ny veninde i form af en dansk pige i klubben. Asbjørn bevarer sin evigt positive indstilling til trods for en netforbindelse på 250k og at han som sidst ankomne i klassen kun havde mulighed for kor som valgfag. Som han sagde ”Jeg synger virkelig dårligt, men den er jeg frisk på, hvis det skal være”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar