Det er så stor forskel på rig og fattig i dette land. For nylig var Ingrid inviteret til børnefødselsdag hos en bengalsk pige fra hendes klasse. Det var en flot trykt invitation til Ingrid med familie til 7-års fødselsdag lørdag aften i byens kongrescenter. Ingrid og jeg tog af sted uden af have nogen fornemmelse af hvad der kunne vente os. Noget overrasket blev vi over den pompøse ’red carpet’ indgang og overdådige udsmykkede festsal til et selskab på 500 mennesker. Der var hoppeborg, mini-tog og alle de is børnene gad spise. Gaverne blev indleveret til den derfor ansvarlige, og fødselsdagsbarnet stødte først til selskabet senere. Inden den traditionelle buffetmiddag, blev kagen skåret for under stor opmærksomhed fra gæster og kamerafolk. Festtemaet var cricket, nok fordi verdensmesterskabet lige var under afvikling, og alle gæster skulle signere et kæmpe bat inden de gik hjem. Ingrid og jeg var enige om, at det lige godt var den flotteste 7-års fødselsdagsfest vi havde været til. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan pigens atten års fest så må blive.




Ingen kommentarer:
Send en kommentar