Det anslås at 5,7 millioner mennesker har diabetes i Bangladesh svarede til 6,1% af befolkningen. Det forventes at antallet af diabetikere stiger til over 10 millioner i 2030 og dermed vil placere Bangladesh på top 10 listen over lande med flest diabetikere (Diabetes Research and Clinical Practice, 2010).
Den store forekomst af diabetes, som primært er type 2 diabetes, hænger formentlig sammen med den bengalske mads traditionelle sammensætning, som ikke er specielt gavnlig og slet ikke hvis man er arveligt belastet med lav glukosetolerance og mangelfuld insulinproduktion. Meget sukker, fedt og hurtigtvirkende kulhydrater i form af hvidt brød og ris udgør en stor belastning for et i forvejen svækket system. Samtidig er motion ikke et særligt ubredt fænomen, og det at gå på gaden anses kulturmæssigt for upassende og umuliggøres af manglende fortove og kaotisk trafik. Dårlig ernæring sammen med manglende daglig motion er den bedste grobund for at udvikle diabetes.
Diabetesbehandlingen her i landet er organiseret af BIRDEM (Bangladesh Institute of Research & Rehabilitation in Diabetes Endocrine & Metabolic Disorder) som ejes af diabetesforeningen, Diabetic Association of Bangladesh. Hospitalet er overraskende stort og udgør med 600 senge og over 3500 daglige patient besøg formentlig verdens største diabetes center. I anledningen af FNs World Diabetes Day den 14. november lyses BIRDEM hospitalet op i blåt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar